|
|
|
| HISTORIEN OM SOLHVERV KOSTSKOLE | |
Solhverv i dag
Solhverv
Jørgen Graae Rasmussen født den 11. april 1901 i Ikast som søn af daværende købmand, senere medejer af Valby Strømpefabrik, Ingvard Rasmussen. Studentereksamen 1925, lærereksamen 1928, filosofikum 1930. Efter tre dejlige år som enelærer i Nonbo skole søgte og fik jeg stillingen som førstelærer i Vebbestrup, hvor der syntes at være et stort udækket område af eksamensskoler og - mente jeg - en mulighed for at få opfyldt min gamle drøm fra seminarietiden om at få oprettet min egen skole, hvilket jeg ikke ved ansættelsen talte om, da jeg så næppe havde fået stillingen. Jeg havde i Vebbestrup tre dejlige og uforglemmelige år ved kommuneskolen, hvor jeg nød stor velvilje hos befolkningen, en varme, der pludselig skiftede til kulde, da jeg i 1934 begyndte at realisere min gamle drøm om min egen skole. Selv om starten var nok så beskeden, havde jeg dog en fornemmelse af, at den almindelige reaktion var: »Hvad bilder han sig ind!«. Men heldigvis og nok afgørende for, at jeg turde begynde, var der enkelte, der troede på min sag og tilskyndede mig til at begynde. Blandt dem er der grund til først og fremmest at nævne daværende uddeler Johs. Thomsen. Ham, der allerede dengang var min fortrolige og senere blev min ven og velgører, delagtiggjorde jeg i mine planer og vi diskuterede dem frem og tilbage. Det endte med, at han sagde: »Hvis du realiserer dine planer, skal du få begge mine drenge«. Disse to blev Solhvervs første elever, og det var et varmt håndslag og en mægtig tilskyndelse til at fortsætte, at møde en sådan tro og tillid til min sag hos et menneske, jeg respekterede, og hvis dømmekraft jeg troede på. Men også det daværende sogneråd havde åbenbart så megen tillid til mig, at de ikke ønskede at lægge et halmstrå i vejen for mit forsøg. Begyndelsen var i sandhed beskeden. Samtidig med at min kone fik tvillinger, overtog jeg børneværelset til Solhvervs første klasseværelse, mens børnene blev forvist til køkkenet. Tre femmandsborde fyldte næsten hele rummet, så der kun var plads til mit rygebord som kateder. Og da elev nr. 16 kom, måtte vi anbringe en klap på det første bord, som kunne slås ned, til samtlige 15 elever var defileret forbi, og så slås op til nr. 16. Meningen var gennem et kursus på to år at forberede til præliminæreksamen og som min hjælper ansatte jeg pastor Højsgaard, Hobro. Vi delte alle fagene imellem os og da jeg af økonomiske grunde ikke kunne slippe førstelærerembedet, faldt kursusundervisningen om eftermiddagen, når jeg selv var færdig med kommuneskolen. Jeg havde aldrig været i tvivl om, at hvis jeg fik held til at oprette min egen skole, så skulle den hedde Solhverv. Der var drøm og håb i det navn. Da kun meget få af omegnens folk vidste, hvad en præliminæreksamen var og - selvfølgelig - endnu færre, at jeg ville prøve at føre deres unge frem til den eksamen, måtte jeg selv cykle rundt og tale med folk. Jeg allierede mig med forskellige af omegnens præster og bad dem lade mig vide, om de blandt deres konfirmander havde en eller to, de anså for særligt egnede til at læse videre. Og mange morsomme om end anstrengende oplevelser (6 timers undervisning på kommuneskolen og 3 timer på kursus, tid til forberedelser og spekulation på at påbegynde bygning af egne lokaler) havde jeg. Når jeg med tasken over cykelstangen - bil var der jo ikke råd til kom til et anvist sted og præsenterede mig for let forbavsede mennesker, som aldrig havde set mig før og så lidt desorienterede ud over min tilstedeværelse, skete der en pludselig forandring i præsentationsbilledet, når jeg indledte med: »Jeg har hørt, at Deres Peter eller Line - eller hvad nu navnet var - er så dygtig i skolen«, og det endte som regel med, at jeg blev inviteret med ind. Når jeg så havde fået forklaret, hvad en præliminæreksamen var, og at Peter eller Line formodedes at kunne tage den, den gav adgang til mangt og meget, og at jeg ville påtage mig at føre ham eller hende frem til den, ja så skete det af og til, at jeg kunne tage af sted med en indmeldelse i lommen. Det gik så godt, at jeg allerede næste år vovede at påbegynde eget byggeri. Optimist som jeg var, indrettede jeg fire elevværelser og averterede skolen som kostskole. Vi fik en kostelev, en pige, som vi naturligvis måtte tage med ud om aftenen, hvis vi var inviteret ud. Vi fortsatte imidlertid med at avertere skolen som kostskole, og næste år satte vi kostelevtallet op med 100 %, så havde vi to. Man kan godt sige, at kostskolen blev bygget op fra grunden. Da tilslutningen til kurset i øvrigt gik temmelig godt, bestemte jeg mig til i 1937 at forlade kommuneskolen. - Jeg søgte dog et års orlov med ret til at holde vikar, så jeg kunne vende tilbage, hvis mit eget ikke kunne bære.  Da var det, vi mærkede, at den velvilje og varme, vi havde mødt som førstelærerfamilie,
forvandledes til næsten iskulde. Det var efter parolen: De onde lo, og de
gode græd. Alle vidste, at dette var vanvid.
Vi havde endnu i disse år en såkaldt amtsskoleprovst (det embedet blev senere til amtsskolekonsulent), det var provst Hansen i Svenstrup. En dag stod han i min stue (de fleste lærere og præster var lidt bange for ham, Han var, hvad man kalder en > paragrafrytter«), hvor han spurgte: »Hvad er det jeg hører om Dem? De vil frasige Dem Deres embede og begynde for Dem selv. Som Deres ven siger jeg Dem, det må De ikke, det er vanvid. De har kone og børn og mange års pensionsanciennitet, og jeg kan godt sige Dem, at det går ikke«. Jeg er bange for, at jeg var fræk og overmodig nok til at sige: »Fordi de fleste siger som provsten, så skal det nok gå for os der prøver.« Jeg svarede ham i hvert fald, at min beslutning var taget. Det var en selvfølge, at en så alvorlig beslutning ikke blev taget, før min kone og jeg havde gennemdrøftet den. Min kone var ængstelig, men gik med på den betingelse, at hun skulle ordne økonomien og jeg det skolemæssige. »Jeg vil passe regnskabet, så kan du passe skolen,« sagde hun. Og sådan blev det. Jeg fik i hele vor arbejdstid på skolen lommepenge, og min kone sad på »kassen«. At jeg af og til misbrugte min beskedne plads i økonomien, så jeg af og til lavede regninger, som min kone så måtte betale, er nok en kendsgerning. Det værste misbrug var nok, da jeg en dag blev sendt til Hobro efter tomater og kom hjem med en ny bil. Jeg skylder sandheden at sige, at uden min kones hjælp og loyalitet havde Solhverv ikke eksisteret i dag. Jeg var igangsætteren, havde ideerne og eksperimenterede ofte til hendes bekymring. Men havde jeg fået sat noget i gang, var det hende, der stædigt fastholdt: »Har vi begyndt (og gennem årene var der mange, mange »tiltag«), så skal vi også fortsætte og føre tingene igennem.« Jeg var den ivrige igangsætter. Hun den stædige fastholder. Det var efterhånden hendes liv - ikke alene at følge mig og holde mig »til ilden«, men også at følge elever og lærere i en stadig og trofast medleven. Og jeg tror, jeg tør sige, at de elskede hende. Det blev efterhånden hendes liv at omgærde os med sin omsorg og kærlighed. Samtidig fik vore børn en kærlig og omsorgsfuld mor, som jeg ved, de kun mindes med kærlig taknemlighed, hvad de så sandelig også har grund til. De første år, efter at vi havde forladt førstelærerembedet, blev økonomisk nogle svære år, og det endte med, at vi en dag satte os sammen og regnede ud, at hvis vi realiserede alt, hvad vi havde, var vi endnu solvente, og vi blev enige om at fortsætte endnu et år. Fra dette år gik det stadig fremad, og det lykkedes efterhånden samtidig med at vi byggede og byggede - at få økonomien i god orden, hvilket min far, som var forretningsmand, ikke havde ventet, men i høj grad påskønnede. Denne beskrivelse, som jeg er blevet opfordret til, fordi Solhverv er »født og opvokset« i Himmerland (jeg er jo ikke selv himmerlænding), føler jeg trang til at nævne en himmerlænding, der i en god menneskealder blev knyttet til skolen og voksede op til at blive en institution i institutionen, en mand, som hverken min kone og jeg eller vore børn nogen sinde vil glemme. Han var her fra Vebbestrup og hed Kren Bak. Til en begyndelse blev han ansat som altmuligmand, senere som pedel. Han var noget for sig selv. Han var en personlighed, en rigtig himmerlænding og blev med årene måske skolens mest trofaste ven. Der var tre ting, der prægede Kren Bak, hans forhold til børn, hans forhold til dyr og hans glæde ved og forståelse af naturen. Eleverne elskede Kren Bak, og kom de efter mange år tilbage for at besøge deres gamle skole, var det ikke mindst Kren Bak, de opsøgte og delte gamle minder med. Men som en rigtig jyde benyttede han sig aldrig af superlativer. En gang da han havde mistet sin hund, som han forgudede og sørgede dybt over tabet af, forærede jeg ham til hans fødselsdag en hvalp af samme race som den mistede, en lille gravhund, som han fik overrakt i en skotøjsæske. Sin umiddelbare glæde kunne han ikke skjule, men han sagde ingenting. Da han senere kom ned i køkkenet, sagde pigerne til ham: »Nu er du da glad Kren Bak. «Hvortil han svarede: »Jeg kan sige så meget, at jeg ikke er ked af det.« Vi, min kone og jeg, der tidligt blev betaget af Norge og gerne ville derop en tur hver sommer, havde i vor køkkenchef og Kren Bak så trofaste og sikre folk, at vi trygt kunne rejse i sommerferien og overlade pasning og tilsyn med skolen til dem. Jeg glemmer aldrig en gang vi kom hjem fra Norge, da fortalte en af mine venner, Gd. Kristian Christensen: »I sommer havde vi et voldsomt tordenvejr, hvor lynet slog ned i Kren Baks brors ejendom. Er det ikke din brors ejendom, der brænder, spurgte jeg ham, og på hans bekræftende svar spurgte jeg ham om han ikke skulle derover. Ja, det kunne lige passe, sagde Kren Bak. Her går jeg og har ansvaret«. Da Kren Bak blev gammel, fik jeg ham til en leje en lejlighed ovre i byen og sagde til ham:< Nu må vi nok holde op på samme tid, men når du flytter, skal du bare blive ved at komme og spise på skolen.< Jeg flyttede til min pensionistbolig, men Kren Bak flyttede aldrig. Han blev boende på sit værelse på skolen og fik aldrig brug for sin lejlighed. Han kunne ganske simpelt ikke trives andre steder og kom først herfra, da vi kørte ham på sygehuset, hvor han døde. En mere trofast himmerlænding har jeg aldrig oplevet. Jeg havde en morsom oplevelse med vor tidligere nævnte amtsskoleprovst. Han var da for længst bleven emeritus. En dag jeg havde været i Aalborg og var på vej hjem, så jeg ham på gaden i Svenstrup, og standsede op og spurgte: »Kan provsten kende mig?« »Ja, ja,« sagde han. Hvorefter jeg spurgte: »Kunne De ikke have lyst til at tage med mig til Vebbestrup og se, hvad det er bleven til dernede, så kunne vi køre om og tage provstinden med. Jeg tror, min kone vil give middag.< Det ville han gerne, og jeg ringede hjem. Derefter hentede vi provstinden, og snart sad vi ved min kones altid veldækkede bord. Da skete der det, at den gamle provst, som var bleven svær og besværet, rejste sig op, slog på sit glas og sagde: »Jeg vil gerne melde mig blandt de vantro, som er bleven troende.« Jeg skal ærligt indrømme, at hans kapitulation glædede mig. I det hele taget oplevede vi, som jo ikke var fødte himmerlændinge, at blive det med liv og sjæl. Og heldigvis oplevede vi igen - som i den første kommuneskoletid - at blive godtaget af befolkningen. En ting oplevede vi fra vor første tid i Himmerland (en oplevelse der aldrig har fortaget sig), at vi, der jo som lærerpar flest, havde boet vidt forskellige steder i landet, aldrig har befundet os blandt mere demokratiske mennesker. Vi havde de forskellige steder, vi havde været, i så høj grad oplevet den standsforskel, der kan være mellem folk, gårdejer og husmænd, arbejdere og selvstændige erhvervsdrivende o.s.v. Her oplevede vi for første gang selskaber, hvor arbejdere, husmænd, gårdejere og selverhvervende folk på den selvfølgeligste made alle var gæster i det samme hus. Den selvfølgelighed, hvormed alle havde lige megen menneskeværd, har en gang for alle fået mig til at føle mig hjemme i Himmerland. Her fik vi lov til at udføre et stykke arbejde, som i modgang og medgang (for begge dele har der været nok af) gav os glæde over livet, har vi kun grund til at være taknemmelige for. Og når jeg nu som gammel mand sidder og mindes alle de gode år, føler jeg trang til ved tanken på min kone og hendes andel i det hele at slutte disse par sider med et: »Æret være hendes minde.< Der er grund til at tilføje, at da min kone og jeg forlod ledelsen af skolen for nu 16 år siden, blev denne overtaget af min søn og svigerdatter, Mogens og Ellen Graae Rasmussen. Og i deres tid er skolen vokset betydeligt både i størrelse og popularitet.  Du kan læse lidt mere om Jørgen Graae Rasmussen på Hobro Rotary Klubs hjemmeside (søg på siden efter 'graae') |
|
| Den pågældende artikel er fra Barn af Himmerland IV Udgivet af Lions Clubber i Himmerland 1985, og gengivet med tilladelse herfra. |
|
| Solhverv i dag | |
|
Billeder af skolen i dag (2001) |
|
 |
|
 |
